Skulpturanalyse

Skulpturen Øglen, er blevet lavet af kunstneren Ejler Bille der levede fra 1910 til 2004 i år 1936. Selve skulpturen er lavet af kunststen. 

Formal analyse: Det er en lav skulptur som der er placeret på en ca. halv meter lav sokkel, man kan let overse den fordi at den ligger lavt og lidt udenfor ens synsfelt. Hvis man ikke lige ved at den er der, kan man let bare passere den uden at lægge mærke til den. Den virker lukket på den måde den er krummet sammen på, og hvordan den har et aggressivt kropssporg. Den inddrager ikke rummet på en tydelig måde, og vil virke både organisk og uorganisk med alt efter hvilken vinkel man der den fra.  Den er dynamisk og man er nødt til at prøve på at se den fra alle dens vinkler før man får et helt indtryk fra den, men selve skulpturens opbygning er tydeligst fra den venstre side. Den er opadstræbende med den måde den ser op på tilskueren, og siden at det meste af skulpturen ligger på soklen er den meget vandret. Selve dens opbygning virker balanceret. Dens forhold til soklen er ar den bruger soklen som dens støtte og bevæger sig kun rundt på den, siden at den kun ligger på soklen. Soklen er meget større end skulpturen, med et areal der er lige stort nok til at hele skulpturen ligger på den. Soklen virker også nødvendig til at fremvise skulpturen, som der næsten ikke ville være synelig hvis skolen ikke var der. Figuren er bygget af unaturlig kunststen, med en hård konsistens og en ru overflade. Selve skulpturen er sandfarvet og reflekterer ikke lyset særlig kraftigt. Den er nok meget tung siden at den er lavet af sten og vil nok også virke meget solid. Selve placeringen af skulpturen er ikke særligt behjælpelig med at drage ens øjne derhen, den er placeret ved en endevæg, hvor den ligger endnu mindre inden for ens synsfelt. 

Betydnings analyse: Det budskab som skulpturen kan sende er at den repræsenterer hvad en øgle er, ikke hvordan den ser ud. Mange af Ejler Billes' kunstværker er også af dyr, så det er muligt at der er et forhold imellem denne og andre kunstværker han har lavet. 

De tre gratier

De forskellige ligeheder og forskelle der kan findes på de to forskellige billeder som der begge illustrer på hver sin måde de tre gudinder, kan let ses.

De ting som der giver dem en lignende opsætning er at i begge billeder fremstår de tre gudinder ved nærmest at skinne i forhold til baggrunden, de er også alle tre en repræsentation af hver deres tids krops idealer. I nutidens samfund er en nærmest uopnåelig krop der er tiltrækkende i forhold til deres tids, hvori at hvis man er i stand til at have en sund og let buttet krop var tiltrækkende. I begge billeder er kompositionen også sat i fokus omkring de tre gudinder, hvori de står nærmest i en trekant. Dog er der også store forskelle imellem de to billeder, hvori at det billede fra barokken er meget passivt, der kan ikke ses den store bevægelse i deres statur, i forhold til det nutidige som der ses som meget dynamisk med meget bevægelse i hele billedet. Der er også en hvis forholds forskel imellem de tre gudinder i de to forskellige billeder, i det ene tager de stort hensyn til hinanden og i det nymoderne er de meget aggressive og ignorer næsten hinanden.

Det første billede er fra barokken, blev malet af Peter Paul Rubens og blev malet ca. 1635. Begge billeder fremviser de tre gratier som var Zeus' døtre af skønhed og ynde, selvom at de viser en mere realisttisk nøgenhed i forhold til det nye var det ment til at være en guddommelig fremvisning af nøgenhed og derfor var det helt ok at Peter havde malet det selvom at nøgenhed var set ned på. I den tid havde et andet maleri skabt stor forargelse siden at den også fremviste en nøgen kvinde, men siden at dette maleri viste kun en idealiseret nøgenhed, og at gratierne ikke kigger på tilskuerne men på hinanden.

I det andet billede er de tre gratier mere modsatte i forhold til det første, dette var malet af Stefan Blöndal og blev malet i nutidens samfund. Den fremviser et anderledes synspunkt på de tre gudinder, i dette virker Gratierne ikke lukket inde i billedet, men ser direkte ud på tilskueren i et aggressivt hav af kraftige primære farver. De kunne symbolisere en anden slags ynde og skønhed, en der ligger på et andet plan end det andet billede. De er mere sensuelle med deres nøgenhed og fremviser det kraftigt. I forhold til det andet maleri, er dette malet til at virke fremprovokerende og indbydende.